Hvorfor er det vigtigt at have et personligt forhold til Gud?
Bøn er altafgørende for at mission kan lykkes. Hvor der er sket vækkelser, har bøn altid været en afgørende faktor. Derfor er det vigtigt, at vi husker at bede for de mennesker, vi ønsker, skal komme til tro på Jesus.Som Jesu discipel er det vigtigt at prioritere tid sammen med ham. Det smarte er, at vi må bruge ham selv som eksempel! Selvom Jesus var Guds Søn, havde han alligevel brug for at være alene for at bede. I evangelierne står der meget om de undere, Jesus gjorde, og om de ord han sagde, men der står også mange steder, at Jesus gik væk fra rampelyset. Her er nogle eksempler:
• Matt 4,1-11; Mark 1,12-13; Luk 4,1-13: Jesu dåb var begyndelsen på hans tjeneste, der til sidst førte ham til Jerusalem for at dø. Nu skulle han træde offentligt frem og vise jøderne, at Guds Rige var kommet til dem. Og det hele starter med, at Jesus isolerer sig selv og faster i ørkenen i 40 dage! Jesus havde brug for at være meget sammen med Gud, da hans gerning begyndte.
• Luk 6,12-13: Jesus står overfor at skulle vælge de 12 mand, som skulle stå i spidsen for at vidnesbyrdet om ham blev spredt ud til hele verden. I stedet for at få en god nats søvn, så han var frisk og klar i hovedet næste dag, vælger Jesus at bruge natten til at bede. Jesus havde brug for at spørge Gud til råds og lægge det hele over i hans hænder, når han skulle træffe en vigtig beslutning.
• Matt 14,22-23; Mark 6,45-46: Jesus gjorde et stort under foran 5000 mænd, da 5 brød og 2 fisk var nok til at de alle kunne blive mætte. Bagefter sendte han disciplene i forvejen, og da han havde sendt alle menneskene hjem, gik han op på et bjerg for at bede. Jesus havde brug for at bede. Derefter gik han på søen ud til den båd, disciplene var i. Jesus havde brug for stilhed med Gud midt i sin tjeneste – han havde brug for stilhed for at kunne være der for de mennesker han mødte og for dem, som han var sammen med dagligt.
• Matt 26,36-46; Mark 14,32-42; Luk 22,39-46: Da Jesus havde spist påskemåltid med disciplene og indstiftet nadveren gik de udenfor Jerusalem, hvor han blev taget til fange. Mens han ventede på soldaterne, var han alene og bad. Han var bange og ønskede ikke at dø. Jesus havde brug for at lægge alt over i Guds hænder, da det gjaldt allermest, da han skulle fuldføre sin mission.
På samme måde har vi brug for at tanke op, lægge alt over til Gud, eller takke ham. Vi har brug for at bruge tid sammen med ham, som er centrum for vores liv.
Retning på mit liv
At være Jesu discipel handler ikke om at komme op i kirke søndag formiddag, få læst lidt i sin Bibel, lade være med at drikke sig fuld og lade være med at gå i seng med nogen, man ikke er gift med. Jesus er død for os, derfor er vi ikke bundet til at gøre bestemte ting for at kunne være sammen med ham.
Det handler heller ikke om bare at gøre som man har lyst til, fordi Jesus har gjort, hvad der skal gøres. At han er død for mig betyder, at han ønsker fællesskab med mig. Når jeg er kristen, bor han i mig, og jeg må derfor efterhånden lære, at sige nej til de ting, som ikke kommer fra ham. Der følger en form for afkald med det at være Jesu discipel (se fx 1 Pet 1,14-16).
At være discipel handler derfor ikke om de enkelte ting, jeg gør, men om den jeg er og den retning mit liv har. Mine gerninger gør jeg ikke for at Gud kan synes om dem, eller for at vise andre mennesker, hvor ’kristen’ eller ’hellig’ jeg er; jeg gør dem for at tjene Gud, som jeg allerede har forholdet i orden til på grund af hans gerning for mig. Det samme gælder med de personlige ting, som bøn, bibellæsning. Jeg gør det ud fra et ønske om at komme tættere på Gud og være sammen med ham. Discipelskab handler om at leve med Jesus, ikke om at gøre ting for Jesus.
Kilde: http://www.imu.dk/IMU/Discipelskab/Personlig_boen_og_andagt/